Du er her:
Kong Haakons Gildehal
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag
Vis informasjon om diktet
Vis metrisk notasjon
Vis innholdsfortegnelse
xml, pdf
Kong Haakons Gildehal
Fortællende Digt
  Versetype:strofisk strofegruppe dobbel Bordingstrofe
  Rimskjema:(a B)² (c D)²
  Metrisk formel:bi ('8 '7)² ('8 '7)²
  
I
 
aDe holdt en Fest i Bergens By; 
BI Haakons Hal var Glæde; 
aFra tyve Taarne under Sky 
BKlang Klokkemalmets Kvæde; 
c5 Ni Nætter gik med Spøg og Spil, 
DHver Dag med Leg og Latter, 
cThi Skotlands Prinds var viet til 
DKong Eriks unge Datter. 
   
aFor Hær og Hird var Dugen bredt 
B10Paa Kongebordets Tavle, 
aOg Krandse hang som grønne Næt 
BOm Borgespir og Gavle; 
cDer bølged høitidsklædte Tog 
DIgjennem alle Gader, 
c15Og Bryst ved Bryst paa Byens Vaag  
DLaa gyldne Dragerader. 
   
a Saa kom da Gildets sidste Kvæld, – 
BDet var i Høstens Tider, – 
aEn Skaadde let paa Fjord og Fjeld 
B20For Østenvinden glider; 
c I Kongeborgens Almelund, 
DSom luded over Stranden, 
cStod Folket i den sene Stund 
DMed Alvorsslør om Panden. 
   
a25Den fagre femaars Kongebrud 
BSkal nu til Skotland fare; 
aFra Holmen hales Snekken ud, 
BDen gaar for Vinger snare, – 
cDen lægger til ved Bryggen hist 
D30Bag ved Apostelkirke, 
cOg Lamper tændes høit paa Kvist 
DI Almetrær og Birke. 
   
aOg Løvet lyste som ibrand 
BAf tusind Fakler røde; 
a35Der gik en Hvisken over Strand, 
BOg Lurens Toner løde; 
cOg Borgens Porte luktes op; 
DDe fremmede Gesandter 
cMod Snekken skred i festlig Trop 
D40Med Hirdmænd og Drabanter. 
   
aSaa kom Kong Eriks Spillemænd, – 
BSelv gik han næst i Række; 
a En Ring af Guld og Ædelsteen  
BVar Kongepandens Dække; 
c45Om Drottens Lænd og Skuldre svam 
DSkarlagenklæder svære, 
cMen fire Svende fulgte ham 
DOg bar hans Slæb med Ære. 
   
a Et kvidesvangert Tankesyn 
B50Sig speiled i hans Øie, 
aDer laa en Skygge paa hans Bryn, 
BHans Hu var i det Høie; 
cSom Maagen fløi den over Hav 
DMod Skotlands Kongesæde, 
c55Hvor Scepter, Brudeseng og Grav 
DStod for hans Datter rede. 
   
aVed Kongens venstre Side skred 
B Det skotske Overhoved, 
aSom nys i Fyrstesønnens Sted 
B60Til Bruden var trolovet. 
cHøit bar han paa sin stærke Arm 
DDet fagre Barn, som skued 
cMed Undren ud i Kvældens Larm, 
DMens Lys og Lamper lued. 
   
a65Hun holdt i sine Hænder smaa 
BSom Legetøi den Krone, 
aHun skal som Dronning bære paa 
BDen fjerne skotske Throne; 
cHun viste frem, hvor Skaren skred, 
D70De dyre Ædelstene: 
c«See her hvad jeg af Faer fik med; 
DNu er det mit alene!» 
   
aOg Folkeklyngen lo som bedst, 
BOg klapped høit i Hænder; 
a75Men bagved Kongen gik en Gjæst 
BMed sammenbidte Tænder. 
c Hans Pande rynked sig i Løn, 
DHans Smiil var smerteblandet; 
cDet var Herr Audun Hugleikssøn, 
D80Den første Mand i Landet. 
   
a Men Hertug Haakon, Kongens Bro’er, 
BOg Auduns nære Frænde, 
aSaa op til ham ved Barnets Ord 
BOg lo dertil behænde; 
c85Han glytted ned mod Auduns Haand, 
DSom knytted sig i Harme, 
cOg nikked til den væne Vaand, 
DSom sad paa Skottens Arme. 
   
aOg efter dem i broget Rad 
B90Kom Riddersmænd og Fruer; 
aDer stod en Glands af Sølverlad 
BIndunder Lundens Buer; 
cSom Morildsstrimen staar ibrand 
DVed Nattetid bag Roret, 
c95Saa lyste Rækken Mand for Mand, 
DDer traadte Kongesporet. 
   
aDer heises Seil i gylden Raa 
BOmbord i Skottersnekken, – 
aOg hjemad, hver til egen Vraa, 
B100Gaar snaksomt Folkerækken. 
cSnart Erik staar i Høitidsskrud 
DI Gildehallen atter, 
cMen Skibet stævner Fjorden ud 
DMed Kongens unge Datter. 
   
a105 I Almelunden er der Nat, – 
BDe røde Lamper sluktes. 
aHvor Fjorden under Næsset brat 
BTil begge Sider bugtes, – 
c Der Tvende færdes end i Løn, 
D110Den Ene stærk og fager – 
cDet er Herr Audun Hugleikssøn 
DOg Haldor Vaabendrager. 
   
a Herr Audun stod paa Næssets Top 
BOg saa sig ud saa vide, 
a115Saalænge Snekken dukked op 
BVed Askelandets Side; 
cMen da den lagde Roret om, 
DOg stævned gjennem Sundet, – 
cDa bøied han sit Hoved, som 
D120En Mand, hvis Haab er svundet. 
   
aHvor var han stor og stolt og stærk! 
BHans Kind var bruun og fregnet, 
aPaa Panden laa et Manddomsværk 
BMed rene Runer tegnet; 
c125Og Brynets Stjerner bare Bud 
DOm djerve Sagatanker; – 
cSaa stod han mens den unge Brud 
DSvam bort paa Bølgens Planker. 
   
aHan vinked Haldor med et Ord; – 
B130Saa lød hans dybe Stemme: 
a«Jeg tænker paa engang ifjor 
BPaa Hegranæs, histhjemme, – 
cFra Reensdyrjagt vi kom en Kveld 
D Og hviltes lidt ved Veien, 
c135Da skreg en Ravn fra næste Fjeld 
DTæt over os i Heien. 
   
aDen Kløgt at tyde Fugleskrig, 
BFik længst Din Æt i Eie; 
aAf Fremtidsdugen Du en Flig 
B140Trak bort fra mine Veie, – 
cDu svor mig til, at Ravnens Røst 
DForkyndte mig og hende, 
cSom foer fra Land, at vi en Høst 
D Tilsammen skulde ende. 
   
a145 Det var da Tant hvad Ravnen gol, 
BOg Løgn hvad Du forkyndte; 
aNu skal hun Skotlands gyldne Stol 
BEngang som Dronning pynte.» 
c Og Audun vendte sig i Harm, – 
D150Men Haldor Vaabendrager 
cI Skjægget lo, mens hjertevarm 
DHan saa tilorde tager: 
   
a«Lad Snekken Du til Skotland gaa 
BMed Kongens unge Datter; 
a155Det, Herre! kan Du lide paa: 
BI To vil mødes atter. 
cHvad Ravnen gol, det lages saa 
DFor Dig som og for hende, – 
cHvor hun i Verden end mon gaa, 
D160Hos Dig hun dog skal ende.» 
   
aHerr Audun drog paa Axlen kun 
BOg agted ei hans Tale, 
a Han stod der som i Tankeblund, 
BI drømmesvanger Dvale; 
c165Han rynked Brynet, tykt og tæt, 
DOg klemte Sværdets Hjalte, 
cOg mangt et Minde, tungt og let, 
DHan saa tillive kaldte: 
   
a«Jeg skifted Ret, jeg stifted Lov 
B170Ved Lagabøters Side, 
aJeg stod som Værn mod Vold og Rov, 
BJeg lindred Landets Kvide; 
cJeg seiled som hans Sendebud 
DMod Vest paa vilde Vande, 
c175Og førte Eriks Kongebrud 
DTilgaards fra Bretlands Strande. 
   
a Kong Erik støtted jeg i Fred, 
BJeg slog for ham i Nøden, – 
aHan lønner mig med ussel Sned – 
B180Kanhænde og med Døden – 
cHan er mig gram, jeg veed det godt; 
DMen nord ved Søndmørs Kyster 
cJeg har mit gamle, stærke Slot 
DPaa Hægranæs i Lyster! 
   
a185Der er jeg tryg, did vil jeg nu; 
BHer er min Færd tilende; 
aFra Erik vender jeg min Hu, 
BSkjønt vel han er min Frænde. 
c Jeg krævet har som Æresløn 
D190Kongsdatteren tilægte, 
cOg han – saa sømmelig en Bøn 
DHan turde Drosten nægte! 
   
aPaa Hægranæs – der har jeg drømt 
BHvad ingen Mand maa raade; 
a195Jeg tænkte det var ei paa Skrømt 
BHvad Ravnens Røst mig spaa’de. 
cDet tyktes mig den bar et Bud, 
DSom jeg gad bedre kjende; 
cVar Kongens Datter først min Brud, 
D200Da turde mangt vel hænde. 
   
aThi sønneløs Kong Erik er 
BOg gaar alt ned ad Bakke – 
aPrinds Haakon, lidet folkekjær, 
BKan mig for Arven takke. 
c205Han er ei Helt paa Ufredstog, 
DVil aldrig Viismand vorde – 
cHa, var jeg, var jeg Kongens Maag, 
DJeg veed vel hvad jeg gjorde!»  
   
a Sligt drømte han og mere til, – 
B210Da kvakk han op af Dvalen; 
aThi gjennem Natten lød der Spil 
BOg Leg fra Gildesalen. 
c Der Harper suste, Giger klang 
DSom Gran i Vaarens Vinde, 
c215Og Borgens vene Møer sang, 
DMens Dandsen gik derinde. 
   
a «Væk!» raabte han, «fra Kongens Fest, 
BFra Harpelyd og Latter; 
aEt Rige sakk for mig i Vest 
B220Med Eriks unge Datter. 
cLad Snekken rustes, – end ikvæld 
DVi lægge vil i Veien!» – – 
cDa skreg en Ravn fra næste Fjeld 
DTæt over ham i Heien. 
   
a225Herr Audun standsed der han gik, 
BHan kjendte Blodet stige – 
aHan spurgte med et maalløst Blik 
BHvad Haldor vilde sige –; 
cMen Svenden bøied sig saa smaat, 
D230Og smilte mellem Tænder: 
c«Hil eder, Herre! Norges Drot – 
DNu eders Lod jeg kjender!» 
   
aDa bugned Auduns brede Bryst, 
BSaa Silkesærken revned, 
a235Der kom en Bævren i hans Røst,  
BAt mæle knapt han evned; 
cHan hvisked: «Tyd, hvad Ravnen gol!» 
DDa svarte Svenden atter: 
c«Nu sang den om en gylden Stol 
D240For Dig og Kongens Datter!» 
   
a Da trev han Kjæden af sin Hals: – 
B«Gud naade den, som røber – –! 
aEr Norges gyldne Stol tilfals, 
BJeg kjender vel en Kjøber! – – 
c245Tag Guldet her til Tak og Løn, – 
D Alene hjem Du drage, 
cOg meld, at Audun Hugleikssøn 
DHos Kongen bli’er tilbage!» 
   
aI Øster dukked op en Sky 
B250Paa brede Uveirsvinger; 
aMen høit fra Haakons Hal paany 
BDet jubler og det klinger. 
cSaa stormed han til Kongens Fest 
DTil Harpeleg og Latter; – 
c255Men Snekken foer mod Vest, mod Vest 
DMed Eriks unge Datter. 
   

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her